Ban Ki-moon og universitetet, der ville ham det så godt

Her er noget, to studerende ved Københavns Universitet sagde til hinanden lørdag eftermiddag:

by Christoffer Zieler

Studerende 1: »Jeg skal ind og se Ban Ki-moon.«
Studerende 2: »Okay! Hvad er det for et band?«

Folk er vist generelt ikke helt stive i, hvem Ban Ki-moon er. Og på en måde er det underligt, for hans navn matcher jobbet perfekt. Jordens topembedsmand skal hedde noget, der lyder som om det er plukket fra en hellig tekst af Scientology. U Thant, har haft tjansen, og Boutros Boutros-Ghali, Kofi Annan. Selv Dag Hammarskjöld havde - teknisk set - et sært navn, og Trygve Lie.

Superskalp

Men gøgl og ukendskab til side, så må prorektor og ordstyrer Lykke Friis’, hvis hånd formentlig er helt fladmast af at trykke celebre hænder i de seneste måneder, alligevel være ekstrastolt. For Bans hånd er næsten helt sikkert årets vigtigste. I dag er det The Big Cheese, der er kommet forbi den til formålet opulente Festsal: Generalsekretæren for FN. Selveste chefen for verden.

Vitterlig tjener det Københavns Universitetet til ære, at arbejdet for at være en stemme i klimadebatten udmønter sig i sådan en skalp til gæstebæltet. Foruden en forelæsning umiddelbart før klimatopmødet til december for de hundreder, der nåede at melde sig på gæstelisten.

Og dér kommer Ban Ki-moon trissende ind. Han vinker royalt til salen, og publikum kvitterer med stående applaus. Det er også specielt på Københavns Universitet.

København i tankerne

»Nogle siger det er svært at holde klimaflaget blafrende, når der er så usikre udsigter til en klimaaftale i København,« siger Lykke Friis.

»Men jeg er sikker på, at De kan give os Deres syn på situationen. Jeg kan til gengæld forvisse Dem om, at det er første gang FN-flaget har vajet over Københavns Universitet. Og det er meget længe siden, så mange studerende er dukket op i denne sal på en lørdag.«

Vær så artig: Undseelig, skikkeligt udseende mand på talerstolen indrammet af et orgie af cigarfarvet Festsals-træ. Vi giver ham ordet.

»Siden jeg blev generalsekretær har København været i mine tanker hver eneste dag.« (Han udtaler byens navn perfekt). »Jeg har sagt ’klimaforandringer’ tusindvis af gange. I dag vil jeg komme til at sige det et par hundrede gange til,« siger Ban Ki-moon.

Og derpå falder de klimatiske almindeligheder med lammende hast.

Talen, publikum kunne have skrevet selv

Pointe 1. Videnskaben har skabt menneskehedens fremskridt, det er også videnskaben, der skal løse klimakrisen.

2. »Lad os ændre navnet på jeres by fra Copenhagen til Hopenhagen.«

3. »Der er tøbrud i de frosne holdninger blandt statsledere. Topmødet har skruet op for temperaturen, men på en god måde.«

4. Uden penge og uden private investeringer i et CO2-marked, er aftalen en ren fantasi. Og den tredje verden skal have en retfærdig ordning.

Nej, der er intet nyt for nogen miljøbevidst studerende at hente i Ban Ki-moons opremsning af udfordringer, problemer, skovarealer der brænder, gletsjere der bliver til rislende bække og floder - og midt i smeltevandssøen, måske, en bøje af håb.

Det her er en shitliste fra 0 til minus 20, som vi har hørt en milliard gange. Enhver i salen kunne have skrevet denne tale i forvejen.

Det glædelige triste budskab gentages

Alligevel er stemningen god. Folk sidder stadig fremme i stolene. Og hvad kan Ban Ki-moon egentlig ellers gøre? Er det ikke nødvendigt at prædike buskabet igen, og så bagefter en gang til?

For ganske vist er salen fuld, men i bund og grund er vi jo fuldkommen ligeglade med det, FN-lederen står og siger. Danmark har allerede brugt mere CO2 i år, end planeten kan håndtere fra vores 43.000 kvadratkilometer, hvis man spørger miljøbevægelserne. Og rundt om i lejligheder og kontorer rumler radiatorerne mod oktoberkulden.

Mere Ban Ki-moon:

De nationale ledere interesserer sig for deres egne landes udfordringer. Men det er ikke tiden til at se på lokale udfordringer.

Det her gælder hele verden. Det påvirker os alle. Det vil påvirke verden i tusindvis af år fremover.

Vi har ingen undskyldning. Prisen for at gøre intet i dag vil langt overstige prisen for at skulle gøre noget i morgen.

»Jeg har tiltro til at vi vil være succesfulde i december.«

Kloden er en blå prik. »Vi svømmer sammen, eller vi synker sammen.«

Seks blanke skud til fra den retoriske revolver. Journalisten ved siden af er begyndt at sukke højt, mens hendes fingre klikker over tasterne.

Ban Ki-moons oplevelser, hans forhåbninger, hans anvisninger, sågar hans trusler – det hele bliver serveret i samme stilfærdige tone, en venlig bedstefar, der læser godnathistorie.

Jep. Vi kom og så giraffen, og den var godt camoufleret; den gik i ét med panelerne.

Ban Ki-moon med mindre filter

Var det her så en forelæsning? Ikke rigtig. Det var en opremsning af klichéer og gode ønsker. Men spørgetiden er uden manuskript. Måske går det bedre.

»Du har for nylig selv set de smeltende gletsjere i Arktis,« siger Jørn Vestergaard, professor i jura. »Man kunne sige, du har gået på tynd is.«

Det samme gælder for forhandlingspartnere i december. Der mangler fælles grundlag for forhandlingerne. Hvilke gestus fra de rige industrialiserede lande til de fattige ville Ban Ki-moon personligt foreslå? spørger professoren.

»Jeg har forsøgt at besøge alle de steder på Jorden, hvor jeg med mine egne øjne kunne se, hvad der foregår. Antaktis, Amazonas, Tchad-søen, Bangladesh, Mongoliet, mange andre steder i Afrika.« Siger Ban Ki-moon.

»Jeg taler ud fra mine personlige overbevisninger. Ikke ud fra bøger, jeg har læst.« Man tror ham. Men Ban Ki-moon er ingen Gandalf, der hamrer sit budskab ned i jorden med en tung stav.

Hvorfor besøge et universitet?

Mads, studerer socialgeografi. »Det her er årets mest spændende forelæsning,« siger han. Han vil vide, hvad civilsamfundet kan gøre.

»Det er nationerne, der skal forhandle,« siger Ban Ki-moon. »FN tilbyder et forum. Jeg håber jeg også har min egen autoritet. Men FN giver verdens regeringer værdier og principper at arbejde efter. Derfor opfordrer jeg lederne til at udvise lederskab.«

»Hvorfor skule jeg komme til universitetet og mødes med studerende og professorer som ikke har magt til at forhandle?« spørger Ban, og svarer selv.

I skal udfordre jeres statsminister, siger han. Jeres fremtid afhænger af det. »Som studerende har I legitim ret til at bringe temaet på dagsordenen og forlange af jeres ledere, at de skal gøre noget. Snart er I fuldgyldige medlemmer af dette samfund, det er jeres rolle, det er jeres fremtid.«

Vi kommer ikke peptalken nærmere end dette.

»Lad vores bedsteforældre tro, vi gjorde det rette,« siger Ban Ki-moon afrundingsvis. Eller børnebørn. Er det ikke lige meget? Stoltheden bør vel flyde begge veje.

Spredt fægtning til 1.000 milliarder dollars

Hjalte, som studerer statskundskab vil have Ban Ki-moon til at vride armen om på USA, men generalsekretæren nøjes med at glæde sig over, at Obama er på bolden. Til gengæld, tilføjer han, er det usandsynligt, at Senatet i USA kan diske op med noget der ligner en plan i år. Så må vi tage den derfra.

Måske er dette - FN's vurdering af amerikanernes slendrian som definitiv - dagens store nyhed. Trist.

En indisk spørger vil vide, hvorfor Indien skal gøre noget. Ban Ki-moon svarer, at det ville hjælpe. Ritzau vil vide, om verdens ledere stadig har tænkt sig at finde ud af, hvem der skal betale for hvad i november. Og Ban Ki-moon siger, at det vil de måske.

Regningen på en billion dollars skal deles, men regeringscheferne opfører sig fortsat som en nærig mødregruppe, der ikke kan dele regningen for en brunch, før alle har vedgået sig deres egne caffe latter.

Og så er der den sundhedsfaglige professor, som takker Ban Ki-moon 'for doing this' - og spørger, om det hele ikke kunne handle om sundhed snarere end klima.

Den store forenende teori om klimaet

Det handler også om sundhed, siger generalsekretæren, og om vandforsyning, og om sikkerhed. Klimaløsningen er den store, lysende politiske gral – hvis vi kan finde en løsning på opvarmningen af kloden, har vi fundet en løsning på alle de andre problemer også.

Er det sandt? Måske. Politikere elsker at tale om de økonomiske, sociale og teknologiske perspektiver, som klimasagen tegner. Det deprimerende er, at man måske kan vende ligningen om – måske er verdens nationer faktisk nødt til at løse alle de andre problemer, før vi er klar til at løse klimakrisen?

Men det er Universitetsavisen, der mukker over Ban Ki-moon. I Festsalen er stemningen festlig.

Den brede pensel

Vi er vidner til det allermindst hærdede og kyniske publikum i mands minde på Københavns Universitet. Underdanige, høflige danskere, i hundredvis. Det er respekten for FN, vi ser. De kedelige svar, de forudsigelige floskler, publikum er ikke til at slå ud.

»Jeg er ikke forhandler, så derfor vil jeg ikke anbefale specifikke løsninger. Men jeg kan tale i brede termer,« siger Ban Ki-moon. Og det må man give ham, at han kan.

Ban Ki-moon får sig en trægardist, og trykker flere hænder, mens Tamra Rosanes crooner om The Road to Copenhagen. Han ser virkelig flink ud, Ban Ki-moon. Helt hjælpeløst flink.

Ban Ki-moon er det øverste kransekagehjul i en mægtig politisk struktur. Verdens håb er, at dette hjul kan løsne sig fra toppen af kagen, rulle ned ad siden, og sætte verden i sving - brænde noget gummi, kunne man sige.

Gode viljer hele vejen ud

Og hvem er han så, formanden for verden, hvis navn, man kunne forveksle med et band? Fra salen ligner han et menneske, som ikke kunne lægge sig ud med nogen, om han så parkerede på deres fod.

Og måske er det urimeligt at anmelde denne skikkelige skikkelse som et andet rockorkester. For hvis håbet ikke denne eftermiddag får næring af en blændende tale eller en karismatisk, dragende personlighed ved podiet, så er der alligevel to ting at gå hjem med. To ting, der kan opmuntre.

Den ene er, at Ban Ki-moon er en milliard gange bedre end en generalsekretær, der ikke mener som han, at menneskeheden skal tage sig sammen og løse et kæmpe fælles problem.

Og det andet opmuntrende denne grå lørdag er, at publikum helt enkelt vil Ban Ki-moon det så godt.

Klapsalverne følger ham på vejen. Held og lykke, Ban.

chz@adm.ku.dk

• Send
• Share