I orkanens øje: Professor i krig

KONFLIKTFORSKNING - Professor Mikkel Vedby Rasmussen forsker i krig. Han puster til diskussionen om krigen som det ultimative magtmiddel i en ny debatbog, men hvordan forsker man i krudt og kugler i et land, Danmark, der ikke har nogen tradition for at diskutere krig?

by Anders Fjeldberg

Danske medier bruger ham gerne og ofte som ekspertkommentator på nationens deltagelse i verdens krige, og professor Mikkel Vedby Rasmussen er aktuel med bogen Den gode Krig? om Afghanistan-krigens forløb.

Sidste efterår satte han sig i chefstolen på det nye Center for Militære Studier (CMS), som har til huse på Statskundskab, og som delvis finansieres af midler fra Folketingets forsvarsforlig 2005-2010.

Er Mikkel Vedby Rasmussen politikernes, generalernes, forskernes, folkets eller sin egen herre, og hvor vil han hen med sin nye bog?

Ønsker at fortælle den lange historie

Din seneste bog er skrevet i et letlæst sprog, nærmest journalistisk, og er på bare 141 sider. Hvor meget har du skrevet bogen som forsker, og hvor meget har du skrevet den som privatperson?

»Jeg er slet ikke sikker på, at man kan skelne mellem positionerne på den måde. Jeg har et job, der gør, at jeg forsker i krig, og jeg forsker i, hvad der er sket i Afghanistan. Med bogen ville jeg gerne fortælle historien om, hvad den danske krigsindsats er gået ud på, og hvad der har været på spil.

Medierne er gode til at give et øjebliksbillede af historien, men det er den overordnede, lange historie om politikken bag krigen, der interesserer mig,« forklarer Mikkel Vedby Rasmussen.

Du har altså formidlet din forskning?

»Ja, og det er jo en vigtig del af vores arbejde. Der står i universitetsloven, at vi skal både forske og formidle, men i bogen er der ikke teori- og metodeafsnit. Bogen er ikke en forskningsbog, der er skrevet til at overleve et peer review. Det pudsige er, at det har taget mig lige så lang tid at skrive denne bog, som det har taget mig at skrive andre, egentligt videnskabelige bøger.«

11. september ændrede alt

Hvordan endte du som krigsforsker?

»Da jeg læste statskundskab på KU i 1990’erne studerede vi selvfølgelig blandt andet sikkerhedspolitik, men det militære aspekt var slet ikke noget ’pæne mennesker’ beskæftigede sig med. Jeg studerede så sikkerhedspolitik i London 1995-1996, hvor en meget dygtig underviser åbnede mine øjne for, at krig er andet og mere end krudt og kugler; det er også politikken bag, og det tror jeg faktisk ikke var gået op for mig før. London var en øjenåbner.

Der er en lang britisk tradition, som vi slet ikke har i Danmark, for at betragte konflikter som en del af politik. Da jeg kom tilbage til København, ville jeg både skrive speciale og ph.d. om det, og det var faktisk svært at komme igennem med på det tidspunkt,« fortæller han.

Han oplevede for eksempel, at selv efter at have fået sit stipendium, var der en ældre KU-lektor, der sagde til ham, at det var da meget fint, det der med at skrive om konflikter og krig, og det kunne godt være, at det havde noget med den tredje verden at gøre, men her i Europa var det jo ikke relevant. Her vil international politik altid handle om integration, og det ville ikke ændre sig, mente lektoren.

Mikkel Vedby Rasmussen fortsatte alligevel karrieren i sin egen, fastlagte bane. Og så kom Al Qaedas terrorangreb på World Trade Center i september 2001, og alt ændrede sig med ét slag.

»Dét forandrede dansk politik og studiet af dansk politik, fordi krigen fik politisk opmærksomhed og dermed også forskningsmæssig bevågenhed. De to ting følger hinanden,« siger Mikkel Vedby Rasmussen. Derfor er der på KU en helt anden holdning til at studere krig i dag end for 15 år siden.

»Politisk videnskab er jo meget påvirket af den politiske dagsorden, og i begyndelsen af 1990’erne var Den Kolde Krig slut. Det hed sig dengang ’Aldrig mere atomvåben’, og det handlede om at lave europæisk integration. Det var ’Clinton-æraen’, og herhjemme endda sådan en meget optimistisk én. Dengang betød det for de studerende, at alt det med at se på atomraketter og kampvogne var fortid … altså lige indtil den 11. september.«

Har fået sin ration af tæsk

Har du ikke mødt megen modstand, når du placerer dig midt i ’orkanens øje’ ved at vælge krigen som dit forskningsområde? Danmark er nu en krigsførende nation, og det er der meget stærke holdninger for og imod?

»Jeg har fået min ration af tæsk. Men det synes jeg egentlig også er fair nok. Jeg er politolog nok til at vide, at hvis man går ind og beskæftiger sig med politik, der betyder noget, så er der også nogen, der vil slå igen, og det kan jeg leve med. Det vigtige er for mig aldrig at drive politik. Det, jeg gør, er baseret på forskning og analyser. Jeg bliver ofte spurgt, om jeg vil stille op til diskussion med politikere, og svaret er altid nej.«

Du har ikke skrevet din bog som en slags politiker eller aktivist?

»Nej, overhovedet ikke.«

Hvem har du haft politiske sammenstød med?

»Det vil jeg ikke sige. Det er lige meget, synes jeg. Det er vigtigere at komme videre.«

Er der nogen, der har været efter dig for dine meninger i bogen?

»Nej, faktisk ikke. Måske er det fordi bogen er udkommet på et tidspunkt, hvor vi har besindet os på, at Afghanistan-krigen er ved at være slut, og så tror jeg, at min bog kommer og forklarer, hvordan vi politisk er nået dertil. Jeg har endnu ikke oplevet nogen, der har været særligt uenige i min beskrivelse. Jeg kan nå at møde dem endnu, men hidtil har jeg kun fået positive reaktioner, både fra folk i Forsvaret og udenfor,« siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Samfundets samvittighed

Kan man ikke blive lidt deprimeret af at forske i krig?

»Jo, men du skal tænke på, at krig er noget, jeg studerer. Det er mit arbejde, og det er som sådan ikke en del af min virkelighed. Jeg har ikke engang været værnepligtig. Jeg gik i gang med studierne lige efter gymnasiet som attenårig, så jeg fik udskydelse, og til sidst var det ikke længere relevant med militærtjeneste. Forskningsmæssigt er det et emne, der tiltaler mig, fordi der står så meget på spil. I bogen har jeg for eksempel interviewet en kvinde, hvis kæreste er blevet dræbt, mens han var soldat i Afghanistan. Det er politik, der handler om virkelige menneskeskæbner og betyder noget.«

Hvis ansvar er det at sætte skub i diskussionen om krigens mål og midler, når vi i Danmark ikke har haft en sådan tradition?

»Jeg synes ikke, at det ansvar ligger hos Forsvaret alene, for den opgave skal en statslig myndighed ikke løfte. Det er en diskussion, som hele samfundet skal have, og der tror jeg, at universitetet er et sted, hvor man i virkeligheden kan og skal løfte den opgave, for udover at skulle undervise og forske, så skal vi jo også fungere som en slags samfundets samvittighed. Det synes jeg også er en vigtig del af min egen opgave.«

Alvoren har manglet i krigen

Du skriver i din bog, at den danske regering i lige så høj grad ville med i krigen i Afghanistan for at føre værdikamp som for at vinde. Er det en demokratisk måde at tænke på?

»Over 60 procent af vælgerne støttede jo processen igennem jeg ved ikke hvor lang tid, og vælgerne godkendte den ved flere folketingsvalg, så ud fra det synspunkt er det jo selvfølgelig demokratisk. Desværre er der nok meget politik, der bliver ført på den måde, og jeg synes ikke, at det er den rigtige måde at bruge Forsvaret og de menneskeliv på, som det til syvende og sidst handler om. Jeg tror nogle gange, at man undervurderer, hvor alvorligt det er at sende folk i krig,« mener Mikkel Vedby Rasmussen og ønsker mere alvor med ind i diskussionen om krig.

»Man skal ikke føre krig som en del af en værdikamp. Man fører krig, fordi man har nogle interesser, og fordi man har nogle mål for sin egen sikkerhed, som man vil have opfyldt. Selvfølgelig kan man godt føre krig for nogle værdier, men man skal ikke gøre det for at bevise noget. Man skal gøre det for at udrette noget.

»Det er uhyre vigtigt at overveje mål og midler. Det er også vigtigt, når man anlægger motorveje, men at anlægge en motorvej et strategisk forkert sted i Vestjylland har ikke så alvorlige konsekvenser som at sende folk i krig, og derfor er krigens spørgsmål af en natur, der har deres egen alvor, og den alvor kan måske godt mangle en gang imellem i de politiske behandlinger,« siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Due eller høg?

Du går ind for klyngevåben, og du har også sagt, at Rusland udgør en trussel mod Danmark. Samtidig skriver du i din bog, at SF’s Holger K. Nielsen havde ret i sin kritik i 2006 af, at VK-regeringen ikke havde nogen mål med sin krigs-indsats. Hvad er du - en due eller en høg?

»For mig er det ikke et spørgsmål om duer eller høge, men om at have en analyse af strategi og sikkerhed, der ikke har følelser med. Ikke fordi man ikke skal have følelser, men fordi de ikke hører til dér. Og klyngevåben er rent faktisk meget effektive til det, man vil bruge dem til, og jeg syntes, det var dumt at ville forbyde dem, fordi jeg finder det fjollet at lade, som om man kan lave regler for at forbyde krig. Og det var jo meget det, diskussionen om klyngevåben handlede om.

Til gengæld er Holger K. Nielsen jo en af heltene i min bog, fordi han på et meget tidligt tidspunkt så, hvad der ville gå galt i Afghanistan, når der ikke var nogle klare mål for krigen. Hans analyse af Afghanistan-krigen var helt rigtig, og det er i virkeligheden bare et udtryk for mine holdninger i bogen, at der ikke er nogen politisk fløj eller partier, der har patent på sandheden,« mener Mikkel Vedby Rasmussen.

anfj@adm.ku.dk

• Send
• Share